Jeg hedder Rikke Rejnhold Vilhelmsen og kalder mig Sketching dancemom, fordi jeg tegner, når jeg kører mine børn til dans.
En dag i 2016 bestemte jeg mig for at udnytte ventetiden bedre. Jeg har altid tegnet, så jeg tænkte, hvorfor ikke tegne, når jeg har ventetid? Hvorfor ikke selv være kreativ, mens mine børn er kreative og bruge ventetiden fornuftigt?
Jeg kører rundt i byen, indtil jeg finder et godt motiv, parkerer og tegner enten siddende i bilen eller stående udenfor, alt efter vejret. Når det er koldt, er jeg afhængig af, jeg kan parkere foran motivet og sidde i bilen og tegne. Det kan tage noget tid at finde det rigtige sted, for det perfekte motiv har sjældent en parkeringsplads foran sig. Hvis det er for mørkt at tegne udenfor, tegner jeg indendørs på cafeer og i hallen.
Jeg tegner urban sketches, dvs jeg tegner byrum, huse og mennesker.
Jeg tegner med tusch uden at tegne motivet op med blyant inden. På den måde kommer jeg hurtigt ud over forsigtige skitser, men går bare direkte i gang med motivet. Der kommer mere liv i tegningen. Jeg starter måske med en lille detalje i taget og arbejder mig rundt i motivet bid for bid. Perspektivet bliver ikke altid helt korrekt på den måde, men det gør ikke noget. Med tusch kan fejl ikke skjules eller viskes ud, og det skal de heller ikke.
Jeg er i nuet og prøver at fange det.
Et par gange er jeg blevet hyret til at tegne folk til Open By Night i Skjern og en enkelt gang på biblioteket i Holstebro til mit tegnearrangement “Bliv fanget af en tegner.”
Jeg maler med akryl, har tidligere malet meget med gouache.
Jeg har udstillet på:
- Vemb Forårsudstilling
- Plexus, Idom
- Ringkjøbing Bank, Hvide Sande
- Arbejdernes Landsbank, Holstebro
- Hee Plejehjem
- Neurologisk afdeling, Holstebro Sygehus
- Dagbladet Holstebro-Struer
- ID® Identity
- Dyrup Kirke, Odense
- Fiskeriets Hus, Hvide Sande